Uendelige L.A.

Kapitel 16 – Uendelige L.A.

af Alexander Leicht Rygaard

Jeg er så heldig, at jeg i en alder af 24 år har set en del store byer. Både i Europa og i USA.

I dag har jeg så set Los Angeles, eller en brøkdel af den, og den må tage prisen som den største.

Til forskel fra andre store byer, hvor bygningerne på et eller andet tidspunkt bliver mindre og væsentligt færre, er L.A. bare massiv og kæmpe stor.

Vi var så heldige, at vi efter en lang flyvetur med en smule turbulens landede i skyfrit vejr klokken lidt over 21 lokal tid.

69F926F9-BAB8-427F-A20B-F0FA4E92E9E8A View From The Air. Foto: Alexander L. Rygaard

Udsigten var fænomenal. Der var lys alle vegne, biler alle vegne, og byen fortsatte bare i en evighed.

Selvfølgelig er der en naturlig grænse, hvor man har besluttet, at byen slutter, men det er bare ikke til at se fra luften. Der er ikke rigtigt noget, der ændrer sig.

Matt hentede os i lufthavnen med et dansk og et amerikansk flag, og allerede på vej til bilen og på vejene væk fra lufthavnen fik vi et indtryk af, hvor mange mennesker der bor her. Vi holdt i kø i mere end en halv time bare for at køre væk fra lufthavnen.

450C9FB2-6A4B-485A-BA0B-0ED1A6CB4700Lys og biler overalt. Foto: Alexander L. Rygaard

Inden vi satte os ud i bilen, var vi dog en smuttur på In-N-Out Burger, en fastfoodrestaurant, Helena og jeg prøvede i 2014 i San Francisco, som vi elskede. Det er så simpelt. Ham- eller cheeseburger. Det er dét.

Burgeren var god og placerer sig højt på min efterhånden lange burgerliste. Men den scorer selvfølgelig også lidt elstra på, at jeg kun har fået det to gange, San Fran og L.A. Det gør det lidt mere specielt.

Fritterne var til gengæld kedelige, da de var kolde, men vi spiste det hele, for vi var meget sultne. Der var intet mad på flyet, og vi lavede den fejl ikke at komme snacks inden. Det glemte vi.

EEBF38E1-67AC-4E02-A180-C531382B33E0Et godt burgersted. Foto: Alexander L. Rygaard

Køreturen til Whittier sydøst for byen tog ikke lang tid, da vi først kom væk fra lufthavnen. På jorden havde man samme fornemmelse som i luften. Byen fortsatte bare.

I Whittier var vi dog væk fra byen, men der var stadig mange butikker og lignende og tættere bebyggelse, selv om det bedst kan sammenlignes med Storkøbenhavn.

Lidt over midnat nåede vi Kristen og Matts hus, hvor vi fik en glas margarita, en californisk specialitet, lavet på lime og mandariner fra deres egen have, inden vi gik i seng et godt stykke tid senere godt trætte.

CA9286BE-C57E-4516-8EA0-89D6C3D40AAALidt burgere skulle der til. Foto: Alexander L. Rygaard

Helena og jeg sov på en kæmpe oppustelig madras i Matts kontor. Den var virkelig god og ikke som dem, jeg har prøvet derhjemme, var man ligger og hopper hele natten, hver gang den anden vender sig.

Laila og Kenneth havde fået Matt og Kristens soveværelse, men de selv sov på en madras på den otteårige søns, Dylan, værelse.

Jeg sov godt. Og vågnede lidt i otte, da kontoret blev lyst. Helena vågnede også. De andre var ikke vågne endnu, men det skete kort tid efter. De kunne nok høre, at vi var stået op.

Vi tog tingene stille og roligt og spiste lidt morgenmad. Sønnen Dylan er helt vild med rollespil og lignede, og med i kufferten fra København havde vi taget sværd, skjold, kasteknive og et helt ridder-outfit med.

Det var et hit. Han lyste helt op. Han havde åbenbart talt om, at han gerne ville være ridder til Halloween, og nu havde han så kostumet. Han havde det på hele morgenen, indtil vi skulle afsted og ud og se lidt af Los Angeles.

6847DE69-1CB6-4CE9-B458-9662DFAEBDB0Helena på gaden i L.A. Foto: Alexander L. Rygaard

Lidt efter kørte vi til Downtown Los Angeles. På vores vej viste Matt og Kristen os en helt kvarter, der var fyldt med hjemløse. Der var telte på fortorvene, hvor de sov om aftenen. Her nu om formiddagen gik de fleste rundt med sløve skridt eller sad i skyggen.

Lidt længere nede ad den samme gade begyndte skyskraberne at rejse sig. En kæmpe kontrast, der indfanger det amerikanske samfund på godt og ondt. Højt at flyve, dybt at falde, for at bruge en kliché.

Vi vandrede rundt i Downtown og så de høje skyskrabere og flere andre flotte bygninger. Vi spiste frokost i Grand Market, der mest af alt mindede om torvehallerne eller Reffen derhjemme. Mange mennesker og mange forskellige slags mad at vælge imellem. Helena og jeg fik nudelramen. Det var godt.

I en af skyskraberne kunne man komme gratis ind og op få 73. etage. Der var fantastisk udsigt og en bar. Vi fik en drink og nød udsigten ud over uendelige L.A. Med en skyfri, blå himmel.

Vi sluttede dagen med at spise mexicansk til aftensmad, hvor også Kirstens bror, Eric, og hans datter, Leyla, var der. Broderen havde Kenneth og Laila mødt for mange år siden, da de var herovre til Kristen og Matts bryllup.

D7D838AE-D9BE-4C78-9E79-5B56E7CFBA48Udsigten til den ene af siderne fra 73. etage. Foto: Alexander L. Rygaard

Næste dag brugte vi på at gå en tur i bakkerne i Crystal Cove State Park. Der var god udsigt ud over kystlinjen. Efterfølgende var vi på stranden og hoppede rundt i de meget koldere californiske bølger. De havde også bodyboards, som vi brugte lidt, men ikke meget, for vandet var simpelthen for koldt. Det var nærmest som at være hjemme i det danske havvand.

Temperaturen var dejlig varm, og det var en oplevelse at se de lidt bredere bølger slå mod strandkanten.

Dagene i Los Angeles har været rigtigt gode, og vi har set flotte steder, der ligger væk fra de typiske steder, man kan se i Los Angeles. Helena og jeg havde egentligt snakket om en masse forskellige ting, vi ville ud og se i byen, men Matt og Kristen har været meget gæstfrie og ville gerne vise os flere steder, så vi har bare hængt ud som en gruppe, og stederne har som nævnt været spændende og flotte.

Også selv om jeg gerne ville se Hollywood og have været i Universal Studios. Men det kan vi altid gøre en anden gang. For Los Angeles har helt klart meget mere at byde på, end jeg først lige regnede med.

06699FB7-9E44-4C72-BD44-A770A9EE9481I baren på 73. etage i Downtown Los Angeles. Foto: Alexander L. Rygaard

I morgen går turen for alvor hjemad, når vi flyver fra L.A. til Stockholm og så til København. Det har været skønt, men som altid er det gået alt for stærkt. Det er sjovt at tænke tilbage på, da Laila, Helena og jeg stod op mandag for to uger siden og lagde vores kufferter i Helenas morfars bil. Og hvordan vi mange, mange timer senere landede på Hawaii, hvor det var helt mørkt og meget varmt.

Nu sidder vi en søndag aften i Whittier, lidt uden for Los Angeles, og skal til at sove. Jeg skal bare lige pakke min kuffert, så vi er klar til at køre i morgen. Vi spiser morgenmad ude inden flyveturen, så vi får et godt måltid i maven.

Jeg har forresten skiftet kasket her i Los Angeles. Jeg ankom i en San Francisco-kasket og vidste ikke, om det kunne skabe problemer. Det ser man jo i Europa i forhold til rivaliserende fodboldhold.

De havde heldigvis en L.A.-Dodgers-kasket, jeg kunne låne, og det passede fint, for lørdag aften kvalificerede baseball-holdet sig til World Series Finale. Det er åbenbart en stor ting. Og så kan jeg jo ikke rende rundt med en rivaliserende kasket.

EE685B04-FBAD-447A-98D8-C5ACC8E77DC6Los Angeles-skyskrabere in the dark of the night. Foto: Alexander L. Rygaard.

Det bliver helt sikkert ikke sidste gang, jeg er i det her område, slet ikke når vi ved, at vi muligvis kan bo her hos Matt og Kristen. Jeg tænker allerede på, hvordan man kunne leje en bil og køre rundt. Eneste problem er blot, at der er så mange mennesker og biler her, at det ikke altid er lige sjovt at køre, og det kræver nok noget tilvænning.

Vores lille tur slutter snart, og det betyder også, at den her blog slutter, selv om jeg også kommer til at skrive på flyet, om de mange spændende ting vi laver, mens vi er i luften. Mest af alt fordi det er et godt tidsfordriv.

Tak, fordi I læste med. Jeg glæder mig til at snakke med jer alle sammen, og så bliver det sjovt at se, hvad det betyder, at I har kunne læse med i, hvad vi har lavet. Knus og kram her fra Californien.

Vi ses på dansk jord.

Farvel til avocadohuset

Kapitel 15 – Farvel til avocadohuset

Af Alexander Leicht Rygaard

Helena, Laila og Kenneth har sat sig på en bænk. Jeg sidder i skyggen. Vi har ikke noget solcreme, og min solskoldning gør lidt ondt. Det er heldigvis slet ikke på samme niveau som den berygtede solskoldning fra Honolulu i 2014.

Vi sidder i Kona International Airport. En lufthavn, der mest af alt ligner, at man har sat et par pæle i jorden og kaldt det for en lufthavn. Fra gaden går man direkte op til check-in og bagageaflevering. Der er ingen døre eller noget.

Vi gik frem til United Airlines’ skranke og viste pas og afleverede bagagen. Køen til sikkerhedskontrollen var meget langsom, og alt var meget småt, så det hele føltes en anelse presset. Vi er her i god tid, men vi tror, at vores fly er forsinket.

De seneste dage har de andre fra Iron Man Support-holdet rejst hjem. Men et fly blev aflyst, men det næste blev forsinket, så flere er strandet i Los Angeles og venter på at komme videre. På den måde er vores rejse sat godt sammen, da vi ikke har en bagkant. Hvis vores fly bliver forsinket, kommer vi bare lidt senere frem til Matt og Kristen, hvor vi skal bo de næste par dage.

Vores sidste halve dag på Hawaii i denne omgang er gået hurtigt. Det går det som regel, når man skal flyve midt på dagen. Vi spiste morgenmad og begyndte så småt at pakke vores ting i de store kufferterne. Min kuffert vejede en smule mere, end da vi tog hjemmefra. Helenas vejede næsten det samme.

Vi ryddede lidt op i huset og fik det hele til at se pænt ud, og klokken 09.30 var vi ude af huset. Det har været en skøn oplevelse at bo i avocadohuset. Det har været rart at have et køleskab og komfur, så vi har kunne lavet lidt mad. Det er ikke meget mad, vi har lavet, men det har været rart at have, især køleskabet til morgenmad, frokost og drikkevarer.

Udsigten udover avocadotræerne og Stillehavet har været meget afslappende. De eneste lyde var lidt fuglekvideren, og en enkelt bil i det fjerne indimellem. Indretningen i huset var været hjemlig og meget nordisk. Og så har de to katte, Kaloko og Kava, været sjove at have løbende rundt i huset. De har været rigtigt søde at kæle med og meget nemme og ikke bange for os.

Det har dog været lidt irriterende, når en af kattene dukkede op i mørket og kravlede på os i sengen. Også selv om, at vi havde tjekket, at ingen af kattene var på soveværelserne. Så har de alligevel fundet vej. Kaloko kunne godt lide at komme ind til os. Så vandrede den lidt rundt på dynerne, mens vi prøvede at ligge stille. Ofte lagde den sig helt oppe omkring vores hoveder. Den brummede som en græsslåmaskine, og det var derfor svært at sove, når den lå dér. Den kunne dog ikke finde ud af at ligge stille. Så ofte vandrede den nede i den anden ende af sengen og lagde sig. Det gjorde det lettere at sove, men få minutter efter kom den igen og lagde sig tæt på vores hoveder.

Vi har faktisk ikke fået spist så mange avocadoer, som man kunne tro, da vi fortalte alle de andre om vores hus og avocadoerne, og det ville de selvfølgelig gerne smage. Så vi delte ud af den grønne frugt, men ofte var der ikke nogen gode, når vi selv skulle have lidt på maden.

Sengene på værelserne har været meget behagelige, og jeg har virkeligt sovet godt om natten (fraregnet de få gange, vi havde besøg af den ene kat). Til gengæld har vi i 11 dage ikke sovet længere end 07.30. Solens opgang har betydet, at vi har vågnet lidt i syv hver dag.

Men det har faktisk været helt fint, da solen allerede går ned omkring klokken 18. Det har også betydet, at vi har nået meget i løbet af dagen. Selvfølgelig kunne vi godt mærke, at vi var trætte om aftenen, men vi har ikke været trætte, når vi vågnede.

Inden vi skulle være i lufthavnen, skulle Kenneth købe en cykeltrøje i en butik. Efterfølgende fik vi tiden til at gå i Target, og så kørte vi til lufthavnen for at aflevere bilen. Deres lufthavn er – udover at være meget lille – også meget larmende.

Nærmest lige på den anden side af busken holder der flere fly med jetmotorerne tændt. Og der bliver hele tiden meddelt et eller andet over højtaleren, der er sat til et alt for højt lydniveau. Så glæder man sig lige pludseligt til at flyve videre fra Hawaii.

Hawaii har ellers været en sublim oplevelse. Fra solbeskinnede strande med bølger, man kan tilbringe flere timer i, til lavabeklædte sletter, hvor naturens gang har sat sit præg. Det er nok ikke sidste gang, jeg kommer her til.

Nu skal vi snart flyve. Jeg ved ikke, om det her bliver sidste kapitel i Hawaii-serien. Måske, måske ikke, men følg med, så sker jeg, hvad der sker, inden vi er helt hjemme. Hej hej.

 

Sidste dag i paradis

Kapitel 14 – Sidste dag i paradis

Af Alexander Leicht Rygaard

Ja, okay. Titlen er lidt cheesy, men det er jo bare et paradis. Hawaii, altså. Torsdag var vores sidste hele dag på The Big Island, før turen fortsatte til Los Angeles i et par dage.

Igen begyndte dagen med en skuffelse. Skydiving var nu officielt aflyst. De havde flyet klar til fredag klokken otte. Det var for sent for os, da vi skal aflevere bilen i lufthavnen kl. 11. Og det tager en time at komme til skydive-stedet. Vi havde håbet til det sidste, men havde ikke troet på det. Det var lettere end at blive skuffet igen.

Skuffelsen sad dog i mig størstedelen af dagen. Også selv om de andre rigtigt nok sagde, at det var ude af vores hænder, når flyet ikke virkede. Men stadigvæk rigtigt ærgrerligt. Også fordi vi havde planlagt at se flere forskellige flotte naturområder på øens nordlige del efter udspringet. Det kom vi ikke til nu.

IMG_7739.JPGLidt billeder fra Kona på sidste dag. Foto: Alexander L. Rygaard

Da vi vågnede, opdagede vi, at vi faktisk ikke havde mere morgenmad. Vi tog derfor ud at spise. På Island Lava Java på strandvejen, Ali’i Drive, med udsigt til vandet.

Jeg fik en omelette med noget forskelligt i og noget knap så saltet bacon. Det var godt, men ikke pragende, som det meste har været, når vi har været ude at spise.

Efterfølgende vi gik lidt rundt og kiggede på butikker. For at være sikker på, at vi havde fået det hele med. Jeg kiggede lidt på magneter, men der var ikke nogle særlige. Men der var både fine t-shirts og klistermærker

IMG_7746.JPGLidt billeder fra Kona på sidste dag. Foto: Alexander L. Rygaard

I en juvelbutik opdagede vi, at alle Iron Man-plakaterne fra den første gang i 1979 til den seneste hang i loftet. Ejeren, en ældre mand, var åbenbart stor fan og havde samlet plakaterne gennem årenes løb. Og havde fået mange deltagere til at signere dem.

Han havde selv deltaget vist, ellers i hvert fald gennemført fire maratons, og det var spændende at høre ham fortælle om, hvordan han havde samlet alle plakaterne gennem årene.

Vi fik et par timer til at gå med at ose lidt i butikkerne. Kailua-Kona var anderledes nu, hvor Iron Man-cirkusset havde lagt sig. Der var væsentligt færre mennesker. Og vejene var ikke proppede med løbere eller folk på lirede triatloncykler. Trafik var der stadig, men alle kører jo bil her, så det er hvad, man kan forvente.

IMG_7747.JPGLidt billeder fra Kona på sidste dag. Foto: Alexander L. Rygaad

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om byen, nu her hvor vi skal hjem. Den har sin charme, fordi det er på Hawaii, men det er også en rigtig strandby, hvor der ikke er noget at se udover butikkerne.

Til gengæld er her ikke mange kædebutikker, og det er meget forfriskende. For Helena og jeg er det sjovt at have oplevet en anden af de hawaiianske øer. Der er godt nok forskel på store Honolulu til den mindre Kailua-Kona. I hovedstaden er der både kædebutikker, store shoppingcentre og store højhushoteller.

Her virker Kailua-Kona som en mindre provinsby, og det er det jo egentligt også. Den ligger bare på en anden ø. Her er Walmart, Starbucks og Burger King, men det ligger ikke på strandvejen, som er hovedgaden. Så man støder kun ind i kædebutikkerne, hvis man kører efter dem.

IMG_7748.JPGLidt billeder fra Kona på sidste dag. Foto: Alexander L. Rygaard

På vej langs kajen stod et par mennesker og kiggede ned i vandet. Kenneth gik hen til dem og spottede, at der lå en havskildpadde i vandet. Det var vores havskildpadde nummer ti! Hold da op, hvor har vi været heldige på det punkt. Det var noget af det, jeg virkeligt håbede på, at vi kunne opleve, og det har vi da fået lov til.

Havskildpadden lå ved i vandet tæt på stenmuren, der beskyttede kajen mod bølgerne. Den spiste af stenene, men det så svært ud. Bølgerne skubbede den rundt, og den måtte navigere til højre og venstre for at kunne spise.

Som tidligere tog jeg billeder, ellers stod jeg bare og observerede det smukke dyr. Den var mindre end de store seks, der lå på Black Sand Beach. Dens skjold var tildækket af alger, men dens finner og hoved havde de karakteristiske sortbrune skæl med de cremehvide linjer imellem.

Resten af dagen blev brugt på Kahalu’u Beach Park, hvor vi snorklede lidt og var så heldige at svømme med en havskildepadde. Senere tog vi på Magic Sands. Sidste aften blev brugt på Kona Brewing Companys restaurant med Vendt-familien. Jeg fik en meget kedelig lasagne.

(IKKE LÆNGERE PÅ GRUND AF FLYVNING TIL LOS ANGELES)

IMG_7750.JPGLidt billeder fra Kona på sidste dag. Foto: Alexander L. Rygaard

IMG_7763.JPGLidt billeder fra Kona på sidste dag. Foto: Alexander L. Rygaard

fullsizeoutput_83b.jpegHavskildpadden i vandet. Foto: Alexander L. Rygaard

fullsizeoutput_83c.jpegHavskildpadden i vandet. Foto: Alexander L. Rygaard

fullsizeoutput_83d.jpegHavskildpadden i vandet. Foto: Alexander L. Rygaard

IMG_7798.JPGLidt billeder fra Kona på sidste dag. Foto: Alexander L. Rygaard

IMG_7805.JPGSidste solnedgang fra avocadohuset. Lidt rystet billede, beklager. Foto: Alexander L. Rygaard

 

Se din stjernehimmel fra bjergets top

Kapitel 13 – Se stjernehimlen fra bjergets top

Af Alexander Leicht Rygaard

“I kan godt sove videre, skydiving er aflyst igen”. Det var ordene, vi vågnede op til onsdag morgen, da Kenneth vækkede os. Vi havde ellers sat urerne, så vi kunne vågne tidligt og komme afsted i god tid til Upulo Airport lidt uden for byen Hawi i den nordlige del af øen, hvor vi skulle springe fra.

Det var stor en skuffelse. Jeg havde glædet mig helt vildt. Både fordi det er en grænseoverskridende og adrenalinfyldt oplevelse, men også fordi jeg gerne ville ud og flyve og se øen oppefra. Og vi havde netop droppet helikopterturen, da vi skulle skydive.

Jeg kunne ikke rigtigt sove videre, selv om det var tidligt. Klokken var 06.30, men aflysningen gjorde, at jeg bare lå og ærgrede mig. Rent oplevelsesmæssigt havde vi bygget op til, at vi i den sidste del skulle have den største oplevelse. Retrospektivt skulle vi have lagt det tidligere på turen.

IMG_7576.JPGSkyggepladserne på Hapuna Beach. Foto: Alexander L. Rygaard

Selvfølgelig var der stadig en mulighed for, at det kunne blive torsdag, men ingen af os troede rigtigt på, at det ville ske. Det var ikke meningen, at vi skulle faldskærmsudspringe.

Vi havde dog stadig planlagt at tage på Mauna Kea til stargazing-arrangement, som kun var der i dag onsdag, og det ville vi stadigvæk gøre. Vi spiste lidt morgenmad og gjorde ellers klar til at tage afsted.

Stjernekigger-arrangementet var først om eftermiddag og efter solnedgang, så inden da ville vi tage på Hapuna Beach, en strand, guidebøgerne anbefaler meget. Der var en lille køretur deroppe, blandt andet gennem endnu et lavalandskab. Igen meget fascinerende, at det pludseligt bliver helt sort langs vejen.

IMG_7569.JPGHapuna Beach, nord for vores avocadohus. Foto: Alexander L. Rygaard

Hapuna Beach var en flot og stor strand. Til forskel fra de andre strande, vi har været på, var den her meget lang. Og der var mere sand. Flot, hvidt sand. I den ene ende var der lidt skygge fra en klippevæg, så der lagde vi os. Det samme havde mange andre gjort, så der var lidt pakket nede i skyggeområdet.

Vandet her på stranden var mere roligt og klart. Stranden mindede meget om det, vi havde oplevet i Honululo for fire år siden. Vi proppede solcreme på og hoppede i med bodyboardsne. Vandet var lidt mere medgørligt her og gjorde det sjovt at flyve rundt på bølgerne.

Der var dog lidt langt mellem de gode bølger, men der var mere plads som følge af den større strand, og det var rart. På Magic Sands, hvor bølgerne er gode og store, er der også mange mennesker, og det kan være svært at bodyboarde uden at ramme nogle andre.

IMG_7592.JPGHelena som surferbabe. Foto: Alexander L. Rygaard

På trods af den store strand formåede jeg alligevel at ramme en mand. Og vælte ham. Det var lidt morsomt, men også uheldigt for manden. Jeg fik fart på med en bølge og susede frem mod strandens og sandets begyndelse. Han kom gående i vandkanten med sin kone, og jeg forsøgte at styre uden om.

Men så han vendte sig om lige i det øjeblik, jeg kom forbi ham. Han røg på røven. Og jeg undskyldte. Han svarede ikke rigtigt og gik videre. Han så ud til at være okay.

Solen var varm, og da vi kom op, puttede jeg mere solcreme på kroppen. Efter lidt tid blev vi sultne og ville videre. Der lå en strandcafé lige ved siden af parkeringspladsen. Jeg fik en Jumbo Beef Dog med ketchup, sennep og relish, men de andre fik en burger. Det var helt fint, og pomfritterne var også gode.

IMG_7606.JPGPå toppen af en bølge på vej frem. Foto: Alexander L. Rygaard

Da vi kom op til bilen og begyndte at køre, kunne jeg godt mærke, at jeg havde fået meget sol. For meget sol. Vi stoppede i den lille by Waimea for at kigge omkring. Og nu brændte min hud for alvor, særligt ryggen. I refleksionen fra butikvinduerne kunne jeg se, at jeg var rød. Meget rød.

Mine tanker løb straks løbsk, og jeg tænkte, at nu havde jeg fået en forbrænding i stil med sidste gang, hvor jeg sad med død hud nedad ryggen fra Seattle til Paris.

Waimea var stille og rolig og byggestilen på bygningerne var meget cowboyby-agtigt med butikskilte hængende ned fra loftet fra overdækningen foran butiksindgangen. De andre fik kaffe fra Waimea Coffee Company, og det var et hit. Kenneth proklamerede, at det var den bedste cortado, han havde fået i meget lang tid. Og han mente det. For med det samme købte han endnu en.

IMG_7619.JPGKaffestedet i Waimea. Der var også andre små butikker. Foto: Alexander L. Rygaard

Efter lidt mere kiggeri begyndte vi at rulle mod Mauna Kea. Vi kørte ad Old Saddle Roads, en gammel og bulet militærvej, der skar sig gennem landskabet. Det var igen en oplevelse. Der var små knolde hist og pist, og det gik opad.

Vegetationen var lettere sveden, men pludseligt blev alt grønt. Som i smaragdgrønt. Der var lange, tykke græsstrå, og der gik heste i indhegnede områder. Det virkede lidt som ingenmandsland, men indimellem lå der et ensomt hus. Der lå også en ranch eller to.

Imens voksede bjerget sig større i baggrunden. Længere fremme ophørte Old Saddle Road og blev til den highway, vi kørte på, da vi skulle til vulkanparken. Cirka 20 minutter kom venstresvinget så. Mauna Kea Access Road med seks miles til Visitor Information Station.

IMG_7634.JPGDer var en gekko, der kiggede på os, mens vi sad på kaffebaren. Dem har vi set mange af. Foto: Alexander L. Rygaard

Til at begynde med var vejen meget almindelig, men vi kunne godt fornemme, at det snart begyndte at gå opad. For i vejkanten holdte flere biler, hvor passagerne var stået ud for at tage mere varmt tøj på.

Vi havde pakket det varme tøj – jeg havde taget lange bukser, seks t-shirts, en hættetrøje og en tynd jakke med – og ville skifte, når vi kom frem.

Det begyndte at gå opad. Bilen kæmpede en smule. Det var ikke en firehjulstrækker, og det var grunden til, at vi ikke skulle helt til toppen (på trods af kapitlets titel). Det ene hårnålesving fuldte det andet, og på bagsædet begyndte min mave og mærke svingenes effekt.

IMG_7659.JPGPludselig blev alt smaragdgrønt på Old Saddle Road. Foto: Alexander L. Rygaard

Vejret havde været perfekt og uden skyer tidligere på dagen. Men her henad eftermiddagen var det mere overskyet, og vi var på vej ind i skyerne. Udsigten fra bilen var derfor heller ikke så god. Vi kunne godt fornemme, at det gik nedad på den anden side af afskærmningen, men ikke se meget andet.

Vejen rettede sig ud, og et skilt viste, at vi nu var fremme om en kvart mil. Længere henne stod en mand og pegede bilisterne ind til parkeringspladsen. På grund af højdeforskellen anbefalede man, at alle skulle akklimatisere ved Visitor Information Station.

Vi havde læst, at man skulle komme i god tid til stargazing-arrangementet, da der var plads til 115 biler og ikke mere. Vi var der cirka to timer før, det ville begynde. Og vi fik en parkeringsplads uden problemer. Det var køligt, men ikke meget koldt. Temperaturen sagde 13 grader, så det var selvfølgelig noget andet end over 30, men det er jo egentlig bare lidt dansk temperatur.

IMG_7674.JPGVi nærmer os besøgscenteret på Mauna Kea. Foto: Alexander L. Rygaard

Jeg tog mine seks t-shirts, hættetrøjen, jakken og de lange bukser på. Det var fint. Vi kiggede lidt i besøgscenteret. Det var meget småt og var mest af alt en shop. Jeg fandt nogle magneter. Der var én, der var okay, men ikke så vild, at man spottede den med det samme. 14 dollars. Av for den. Jeg fandt en anden, der var lidt pænere. Tre dollars. Ja tak, den tager jeg.

Der var ikke rigtigt noget information i besøgscenteret. Der kørte en video på en skærm, som var meget sjov at se. De viste teleskoperne på toppen indefra, og hvordan hele det setup virkede.

Til vores ærgrelse stod der på besøgscenterets dør, at stargazing-arrangementet var aflyst på grund af vejret. Typisk, tænkte vi, men det er der ikke noget at gøre ved. Vi besluttede at gå en lille rute opad en stejl bakke til et udsigtpunkt.

IMG_7683.JPGKun firehjulstrækkere med lavt gear kunne køre helt til toppen. Det havde vi ikke. Foto: Alexander L. Rygaard

Jeg kunne godt mærke, at vi var højt oppe. Helenas ur sagde lige over 2800 meters højde. Vandet bankede hurtigere, da vi begyndte at vandre. Og da det gik opad, var vejrtrækningen udfordret. Jeg synes, det var fedt, for man kunne virkeligt mærke sin krop. Jeg susede afsted opad den stejle bakke med Helena, Kenneth og Laila længere nede.

På toppen af bakken ændrede farverne sig. Den sorte stenjord var nu blevet bordeaux-rød, hvilket var meget flot. Udsigten var ikke god, da vi stadig var fanget i en sky. Så det var bare hvidt og tåget. Det var også specielt, men en udsigt havde været bedre.

Til gengæld var der en fin udsigt udover dalen med besøgscenteret i midten. Længere oppe kunne vi se ruten til toppen, hvor bilerne fulgtes ad i hårnålesving for til sidst at forsvinde øverst oppe.

IMG_7694.JPGBakken, vi gik opad. Med udsigtspunkt. Foto: Alexander L. Rygaard

Solen var på vej ned, men vi nåede ned fra bakken inden da. Vi ville vente med at køre ned, til det var blevet helt mørkt. Bare så vi lige kunne få et glimt af stjernerne. Mens vi ventede på mørket, annoncerede de fra besøgscenteret, at de ville afholde arrangementet alligevel.

Det var vi glade for, så vi ventede lidt mere. Det blev mørkt, men ikke rigtigt mørkt, for månen lyste op som en natlampe på et børneværelse. Vejret var blevet bedre, og der var god udsigt til himlen, hvor stjernerne var begyndt at titte frem.

Få minutter blev vi dog fanget i en ny sky, og den var stor. Sigtbarheden blev dårligt, og det endte med, at arrangementet kun blev gennemført halvt. Teleskoperne blev ikke sat, men en kvinde talte lidt om stjernerne.

IMG_7725.JPGSolen er på vej ned, og vi er på vej tilbage. Foto: Alexander L. Rygaard

Det var blevet meget koldere nu, men jeg frøs ikke endnu. I shoppen kunne man købe te, kaffe, kakao, nudler og suppe for at holde sig varm. Vi spiste en gang nudler med kyllingsmag, og det var en hyggelig oplevelse at stå i næsten komplet mørke i næsten 3000 meters højde og spise kopnudler.

Stjernehimlen var fascinerende, men for mig også uden for fatteevne. De mange små lyse prikker på det uendeligt sorte tæppe over os befinder sig så langt væk, at det ikke er til at fatte. Stjernerne var ikke helt tydelige på grund af skyerne. Men det var stadig flot.

Desværre kunne kameraet ikke helt følge med, så jeg har ingen gode stjerne-billeder. Vi stod bare og kiggede op i luften i lang tid. Fanget af de mange stjerner på himlen. Da vi begyndte at fryse mere, gik vi tilbage til bilen og kørte hjem. Det var en lang tur på over en time, og jeg faldt i søvn i bilen. Da jeg vågnede, havde jeg ondt i min hånd, som jeg havde sovet på.

Så vi gik i seng.

IMG_7714.JPGSå var der sgu også et billede af mig. Lidt mørkt, måske, men det kan jeg redigere senere. Foto: Alexander L. Rygaard

I bølgernes favn

Skydiving blev udsat, så vores planer blev ændret. Det betød afslapning og endnu en tur i bølgerne.

Kapitel 12 – I bølgernes favn

Af Alexander Leicht Rygaard

I og med at vores faldskærmudspring blev rykket en dag, var det givet på forhånd, at tirsdag blev en slappe-dag i stedet for onsdag. Og det passede også helt fint, da vores tur mandag var lang.

Kenneth var dog tidligt ude af vælten. Klokken otte tog han ned til havnen i Kailau-Kona og svømmede med de andre svømmeentutiaster. Helena, Laila og jeg tog det hele i et langsomt tempo. Spiste morgenmad, kiggede ud over Stillehavet og flyttede rundt på et par ting på værelset.

Et stykke tid efter morgenmaden løb Helena og jeg en tur. Det var første gang på Hawaii for mit vedkommende og anden gang for Helena. Det var varmt, som man kunne forudse. Endnu hårdere var det imidlertid, at vejene heroppe omkring avocadohuset er meget stejle.

IMG_7545En avocado med udsigt til Stillehavet. Taget ved vores hus. Foto: Alexander L. Rygaard.

Vi løb nedad bakken og løb til siden. Og for at løbe opad igen til sidst. Det var sjovt, men også hårdt.

Ved frokosttid kom Kenneth tilbage, og vi samlede vores ting for at køre en tur og ende på Magic Sands-stranden. Første stop var Walmart, hvor jeg kiggede efter en ting til min mor, som hun havde set, da hun var på rundtur på fastland i sommers med min far.

Jeg kunne ikke finde den, men jeg gik ikke tomhændet derfra. Jeg købte sgu en fin lille tiki-magnet og et Hawaii-klistermærke formet som en havskildpadde.

IMG_7191De er klar til Halloween på Hawaii. Helena poserer i Walmart. Foto: Alexander L. Rygaard.

Næste stop på vores lille køretur var Big Island Divers, stedet, hvor vi checkede ind, før vi skulle ud og se på Manta Rays. Jeg ville gerne købe et Manta Ray-klistermærke, jeg havde set, men ikke købt, da vi var der første gang. Laila havde set sig lun på en flaske med en Manta Ray på. Og så faldt hun også for en t-shirt, ligeledes med en Manta Ray på.

Sidste stop var Kona Brewing Company. Et ølbryggeri, vi har smagt et par øl fra. Øllene er okay, men det er deres grafiske design på flaskerne, vi er helt vilde med. Det er tegnet i flotte farver og udstråler bare Hawaii med strande, bølger, regnskov, vandfald og lava som motiver.

Jeg ville se, om de lavede magneter. Det gjorde de ikke, men til gengæld fik jeg en håndfuld ølbrikker med gratis. Det var dog kun med deres logo og ikke nogle af de flotte tryk, der er på flaskerne. Dem skulle du købe en t-shirt for at få. Og sådan en t-shirt kommer jeg ikke til at gå med.

IMG_7198Kan I huske billedet fra 2014? Vi forsøgte at genskabe det. Foto: Alexander L. Rygaard.

Til gengæld fandt vi ud af, at de også havde en restaurant. Den så god ud, så vi har allerede aftalt med Vendt-familien, at vi spiser dér torsdag. Det er vores sidste aften på øen, og deres anden eller tredje sidste, mener jeg.

Køreturen slutteede på Magic Sands, hvor vi fordrev et par timer i bølgernes favn. På samme måde som de andre gange, vi har været der, blev bølgerne større og større. Og kastede os rundt.

Jeg dykkede ned på bunden ved de fleste, men et par enkelte gange lød jeg mig flyde med. Jeg droppede at bruge bodyboard. Bølgerne er simpelthen for store, og der er mange mennesker, man kan ramme.

IMG_7199Kona Brewing Companys byggeri og pub, hvor vi stoppede for at shoppe lidt. Foto: Alexander L. Rygaard.

Jeg havde GoPro’en med i vandet. Ja, den virker igen, hvis jeg ikke har fortalt det. Hvis jeg ikke havde fortalt, at den ikke virker, så var det, da vi snorklede med Manta Rays, at der kom lidt vand ind i hylsteret. Men nu virker den åbenbart igen.

Denne gang lånte jeg Kenneths hylster, så jeg var sikker på, at det holdt tørt. Efter en god omgang bølger gik jeg op. Jeg blev faktisk lidt træt af det til sidst. Jeg havde svømmebriller på for at holde saltvandet ude.

Men enten duggede brillerne helt vildt, så jeg ikke kunne se noget, ellers var bølgerne så kraftige, at de næsten rev brillerne af mig, så der kom vand ind. Stakkels mig, der ikke kan tåle lidt saltvand i øjnene.

IMG_7557En eftermiddag med bølger og solskin på Magic Sands. Foto: Alexander L. Rygaard

Da klokken nærmede sig aftensmadstid, blev vi sultne. Jeg var så småt også ved at være træt af solen, så vi pakkede sammen og kørte hjem.

Aftensmaden stod på Pulled Chicken-burgere med fritter. Vi drak en øl til.

I morgen står den så endelig på skydiving, hvad jeg tror, der bliver et adrenalinkick uden lige. Jeg er spændt på det. For jeg er jo egentligt ikke, så glad for højderne.

Men jeg kan godt lide en god udsigt, og det satser jeg på, at vi får deroppefra.

IMG_7561Magic Sands er et fascinerende sted med vilde sten og vilde bølger. Foto: Alexander L. Rygaard

 

Vulkanens nåde

En lang køretur tog os til vulkanparken på den anden side af øen.

Kapitel 11 – Vulkanens nåde

Af Alexander Leicht Rygaard

11. maj 2018 lukkede Hawaii Volcanoes National Park. Den aktive vulkan, Kilauea, var gået i udbrud. Det 60 millioner kubikmeter store krater var sunket i jorden og havde nu fået en størrelse på 885 millioner kubikmeter (!).

Lavaudbruddene kom i små udstrømninger (fissures) og oversvømmede i alt 36 kvadratkilometer land og mere end 50 kilometer vej. 3,50 kvadratkilometer nyt landareal blev dannet som følge af lavaens møde med havet.

Nationalparken var noget af det, jeg allerhelst ville se, da vi begyndte planlægningen til turen. Den stod også nævnt som ting nummer et at se på The Big Island i guidebøgerne. Jeg måtte dog nok indse, at det måske ikke var muligt at komme ind på grund af lavaudbruddet.

IMG_7129.JPGDet flotte landskab gennem de to bjerge. Foto: Alexander L. Rygaard.

Jeg har derfor fulgt med i udviklingen hjemmefra og kunne d. 22. september læse, at parken nu var nogenlunde stabiliseret, og at man derfor havde valgt at åbne flere dele af parken. Til stor glæde. For jeg er sikker på, at de har nogle gode magneter dér. Ja, jeg er lidt skør på det punkt. Og så er det selvfølgelig også en kæmpe oplevelse.

Køreturen var lang, for nationalparken lå på den anden side af øen, nærmest så langt som muligt, bag det næsthøjeste bjerg, Mauna Loa, som er kæmpe størst og bredt. Men som vores andre køreturer var vejen dertil alt andet end kedelig.

Første del af turen tog os gennem det bakkede landskab, vi også kørte gennem, da vi skulle zipline. Men denne gang drejede vi til højre et sted og kørte opad den vej, der gennem to den enorme dal mellem de to bjerge, Mauna Loa og Mauna Kea.

IMG_7135Mauna Keas bjergside. Foto: Alexander L. Rygaard.

Vejen havde tidligere været forbeholdt militæret, så de kunne komme hurtigere på tværs af øen. Der ligger også stadig en base i dalen. I dag er der blevet bygget en bred highway, så almindelige mennesker også kan køre den vej.

Det var et smukt syn. På venstre side rejste det ene bjerg, Mauna Kea, sig. Det er det højeste af de to, og vi regner med at køre derop i morgen, onsdag, aften. Det ligner på ingen måde de bjerge, man ser i Europa. Heller ikke dem, jeg har set på det amerikanske fastland. Bjerget rummer alle slags farver fra grønlig vegetation, rødlige elementer til sorte lavasten.

Da vi kørte rundt om bjerget for at komme til Akaka Falls og zipline, kunne vi se de store observatorier meget tydeligt. Det kunne man ikke fra denne side. Også selv om det er fra denne side, at man kører op på bjerget. Vejen var svær at spotte. Først da vi næsten havde passeret bjerget, fik vi øje på den.

IMG_7186.JPGSteam Vents og Sulphur Banks i Hawaii Volcanoes National Park. Foto: Alexander L. Rygaard.

Den snoede sig opad bjerget med karakteristiske hårnålesving, der først drejede den ene vej og så den anden. Vi var højt oppe. Helena og Kenneths Garmin-ure sagde 1950 meter over havets overflade. Altså næsten 2 kilometers højde. Luften var også blevet køligere, og temperaturen var faldet til 20 grader-ish.

Landskabet var meget specielt og skiftede flere gange. Først var det dækket af grønt græs med små buler hist og pist. Efterfølgende blev det mere tørt med mindre bevoksning. Pludselig blev det så helt sort. Størknet lava. Overalt. Det er svært at beskrive, for det var bare overalt. Sorte stenformationer formet af flere tusinde grader varmt lava for flere millioner år siden.

Da det begyndte at gå nedad igen, begyndte der at stikke træer op, som til sidst blev til en hel skovformation. Inden da var der også små palmeblade, som stak op mange steder. Det så specielt, at der midt i det sorte lavaklippelandskab var grønne palmeblade.

IMG_7219.JPGDisse skilte hang flere steder i parken. Foto: Alexander L. Rygaard.

Da vi nåede til skovformationer, var det første, vi lagde mærke til, at træerne ikke var grønne. De var grå. Det var som om, at man havde åbnet Photoshop og skruet ned for farverne for træerne. Det så meget specielt ud. Hvorfor de så sådan ud, ved vi ikke. Men det har helt sikkert noget at gøre med, at de står så højt oppe på en vulkanø.

Jo længere nedad vi kørte, jo grønnere blev træerne dog. Vegetationen blev også mere vild, og vi kunne fornemmede, at her havde planterne gode muligheder for at vokse. Temperaturen var også steget igen.

Længere fremme nær byen Hilo drejede vi til højre og efter et stykke tid ankom vi til nationalparken. Men heldet var ikke med os. Lige da vi havde parkeret bilen, begyndte det at dryppe. Vi parkerede ved Visitor Centeret, og da vi var kommet inden for, regnede det. Meget.

IMG_7263.JPGDet store Kileuea-krater. Foto: Alexander L. Rygaard. 

Det var ikke særligt stort, men de havde det vigtigste. Magneter! Ikke alle var lige pæne, men der var nogle gode i blandt, og jeg købte dem. Det føltes godt.

Besøgscenteret havde lidt generel information om vulkanerne, men også ny information om det seneste udbrud. Det var meget fascinerende, og der kørte en lille film, som viste, hvordan krateret var sunket i jorden og nu blevet kæmpe stort. Det store krater område var nu blot blevet endnu større.

Som følge af det nylige udbrud var mange af vandrestierne lukket, ligesom også Thurston Lava Tube, en sti gennem et lavarør, var lukket. Den gad jeg ellers godt have set.

IMG_7273.JPGNærbillede af krateret. Der kom meget røg, selv om der ikke er spor af lava. Foto: Alexander L. Rygaard.

Vi begyndte i stedet med at gå mod Sulphur Banks og Steam Vents, et klippeområde med huller i jorden, hvor der kommer dampgasser op fra. På samme måde som i Yellowstone gik man på en træsti løftet et par centimeter fra jorden.

Vegetationen her var underlig. Der var bart nogle steder og frodigt andres steder. Og plantefarverne varierede fra grøn til sort som aske. Det var nok en effekt af lavaen, men vi fandt ikke ud af præcist hvorfor.

Stien gennem Sulphur Banks og Steam Vents førte til et udsigt punkt over det store krater. Man kunne fornemme, at det her var noget særligt, for der var mennesker hele vejen langs hegnet, der skærmede besøgende mod at falde ned.

IMG_7335.JPGVejen til det andet udsigtspunkt. Foto: Alexander L. Rygaard.

Der kom også dampgasser ud af huller lige ved hegnet. Udsynet til krateret var imponerende. Det var så stort, at man ikke kan beskrive det. Langt nede under os var der træer, som havde stået i samme højde, som vi nu stod. Men de var skredet som følge vulkanens rumsteren.

I horisonten kunne vi ane mennesker, der stod tættere på krateret. Så vi skyndte os tilbage og hoppede ind i bilen og kørte den vej. Inden da kom vi dog til Volcano House. Et hotel, der ligger mod udsigt til krateret. De havde også to souvenirshops med mange gode magneter! Succes.

Vi parkerede ved Devastation Trail, men gik en anden rute. Vi gik på en vej, der tidligere havde været åben for biler, men nu kun var for gående. Og længere fremme kunne vi se hvorfor. Der var flækker i vejen.

Ruten stoppede ved et vejblokade, hvor vi kunne se, at der længere fremme var endnu større flækker. Der var en vej til højre gennem lavastenlandskab og direkte mod vulkankrateret. Udsigten var betagende. Kraterets skråning kunne ses, og det så dramatisk, da det hele stod i røg og damp.

IMG_7329.JPGKilauea-kraterets ene skråning. Der var ingen lava at se, men en masse røg og damp. Foto: Alexander L. Rygaard. 

Vores tur i vulkanparken endte bravt. På vores gåtur kunne vi se, at skyerne begyndte at samle sig. Det blev meget gråt og overskyet pludseligt, og det brummede også et sted bag os.

Jeg skyndte at tage billeder, og så satte vi ellers det lange ben forrest for at komme tilbage til bilen, før regnbygen kom. Vi nåede næsten, for det støvregnede inden da.

Men det store sjask nåede vi i ly for.

IMG_7358.JPGDer tages billeder. Det er ikke mig på billedet. Foto: Alexander L. Rygaard.

Køreturen hjem var også meget lang. Vi kørte syd om øen, en rute, der var endnu længere end vores tur herhen. Vi havde ikke rigtigt fået frokost og havde spist snacks i form af chips, nødder og slik i stedet. Det kunne maven mærke, og jeg tror, at vi alle var nogenlunde sultne, da vi kørte fra nationalparken.

Det eneste problem var blot, at det var sparsomt med steder at spise. Byerne langs vejen fra nationalparken var ikke rigtigt byer, mere flækker. Et sted var der fem kirker, men ingen restaurant eller noget.

Jeg havde, inden vi kørte afsted, noteret, at jeg på vejen hjem godt kunne tænke mig at se Punalu’u Black Sand Beach, South Point og Green Sand Beach, som alle lå mere eller mindre på vejen.

IMG_7481.JPGHelena med hænderne i sandet på Black Sand Beach. Foto: Alexander L. Rygaard.

Men som dagen gik, kunne jeg godt se, at der ikke ville være meget tid eller overskud til de tre ting. Black Sand Beach lå dog lige ved siden af hovedvejen, så det gjorde. Og det var et meget særegent syn, som jeg ikke har set lige før. En hel strand, som de andre vi har set her. Sandet er bare kulsort, men føles stadig som sand.

I guidebøgerne står der også, at den Punalu’u-stranden er STEDET at se havskildpadder. Det var jeg fra begyndelsen en smule mistroisk overfor, da det blot ville tiltrække turister, som ville skræmme havskildpadderne, så de bliver væk.

Det var så IKKE tilfælde. For et par meter nede ad stranden lå seks fuldvoksne havskildpadder og sov. Hvor heldig har man lige lov til at være. Nu har jeg set ni havskildpadder i alt, efter at have misset dem, da Helena og jeg var i Honolulo i 2014.

IMG_7435.JPGEn fin havskildpadde med hovedet i det sorte sand. Guidebøgerne fik ret. Foto: Alexander L. Rygaard. 

De var meget større end de tre andre, vi havde set. Deres skjold og dermed krop var bredere og længere. Det samme var finnerne og det fuglelignende hoved med det karakteristiske skæl i huden.

Igen stod der skilte, der mindede turisterne om, at man skal holde sig på afstanden. Det havde man også markeret med sten, der lå hele vejen rundt om det område, havskildpadderne lå og hvilede.

Et par af dem havde gravet sig lidt ned i sandet. Engang imellem bevægede de hovedet. Lige for at kigge op eller finde en endnu bedre position at sove i. Jeg havde heldigvis taget den lange linse med, så jeg kunne få par billeder af de flotte væsener.

IMG_7434.JPGEndnu en fin havskildpadde på Black Sand Beach. Foto: Alexander L. Rygaard.

Man måtte ikke tage sand fra stranden. “Removel of sand is prohibited”, stod der på et skilt. Jeg gjorde det alligevel. Men på en raffineret måde, synes jeg selv. Jeg gravede mine sko ned i sandet og samlede det i skoene. På den måde fik jeg en lille portion med hjem.

Vi fik ikke rigtigt nydt den sorte strand, fordi vi kom så sent på dagen. Solen var ved at gå ned, og vi skulle videre hjem. Man kunne nemt havde tilbragt en halv dag her med at svømme, snorkle og opleve det sorte sand.

Men okay, det er også bare en strand. Med lavastenssand. Og vi fik set den, så det var fedt. Selv om den egentligt ikke var så fotogen. På grund af den sorte farve, bliver billederne også meget mørke. Men spektakulært var det.

IMG_7484.JPGEt huskeskilt til turisterne. Foto: Alexander L. Rygaard.

Vi havde stadig meget langt hjem. Vi fik dog et højdepunkt igen. South Point og Green Sand Beach nåede vi ikke, men på vej nord mod avocadohuset kørte vi først gennem et øde lavastenslandskab. Og da lavastenene ophørte, var solen på vej ned i horisonten.

Og farverne var uimodståelige. Det var som at se et postkort, som man troede, var retoucheret i Photoshop. Der var det blå og lyseblå fra havet. Og fra solen fik vi det gule, orange, røde og lyslilla. Sammen et meget smukt syn, som vi sjældent får lov til at se i Danmark.

Det fascinerende var også, at solnedgangen fyldte 180 grader. Fra venstre til højre var det solens dvælende fald, der fyldte udsynet. Du skulle vende kroppen den anden vej for ikke at kunne se det.

IMG_7511.JPG

Cirka en time senere var vi igen hjemme i huset. Køreturen var hård med mange sving, som jeg fik det halvdårligt af. Helena blev også meget stille det sidste stykke vej. Et tegn på, at hun heller ikke var frisk.

Det lykkedes os ikke at finde noget at spise på vejen. Så vi købte lidt bagels og spiste det til aftensmad. På det tidspunkt var vi næsten ikke sultne mere, men bare smådårlige. Lidt mad gjorde dog godt, og kort tid efter gik vi i seng.

Inden da fik vi dog en kedelig besked. Flyet til faldskærmsudspringet skulle til mekanikeren, og vores tur tirsdag var derfor aflyst. De spurgte, om vi ville op onsdag i stedet. Det sagde vi ja til.

IMG_7536.JPGEndnu en hawaiiansk solnedgang. Dem bliver man ikke træt af. Foto: Alexander L. Rygaard

Halløj på snorkelhotellet

Kapitel 10 – Halløj på snorkelhotellet

Af Alexander Leicht Rygaard

Dagen derpå, og dagen efter Iron Man. Vi var trætte og havde inden rejsen forberedt os på, at denne dag bare ville blive en slap af-dag.

Jeg sov længe. Til klokken lidt over 07. Wohoo. Vi spiste lidt morgenmad og tog ellers det hele i et langsomt tempo, mens solen kravlede op bag avocadohuset med udsigt til vandet.

De planer, vi ikke havde, blev dog pludseligt ændret. Kenneths ven Raki, en australier, som han havde været på træningslejr med på Fuerteventura, var også på Big Island og spurgte om, vi ville spise morgenmad med ham. Han kender også René, så Vendt-familien var der også.

Det hele blev taget i et langsomt tempo, for de var også godt trætte efter den lange dag i går. René så nu helt normal ud på trods af de hårde strabadser i går. Men han gik nu lidt sjovt.

IMG_6960.JPGLavastenene på Two-Step. Foto: Alexander L. Rygaard

Jeg fik en Eggs Benedict Croissant. Jeg vidste ikke helt, hvad det var, da jeg bestilte det. Den var dog med bacon, og det havde gjort udslaget. Den smagte fint, selv om jeg skuffende fandt ud af, at det var med canadisk bacon, som åbenbart bare er et stykke skinke.

Senere travede vi ned ad Ali’i Drive. De andre ville gerne lige se, om der var tilbud på noget af det udstyr, der ikke var blevet solgt inden selve løbsdagen. Kenneth og Laila købte et par solbriller til halv pris. Inden da havde Helena købt en triatlondragt og fået en masse gratis med, blandt andet en sports-bh i blå og lyserød med palmetræer som motiv.

Vi tog hjem igen efter at have kigget kort på et marked lige ved siden af den nu nedlagte Iron Man Village. De solgte frugt og smykker, så jeg var ikke helt målgruppen.

Jeg kan forresten mærke, at jeg er blevet magnet-sulten nu. Jeg har ikke købt en eneste. Dem i byen har simpelthen været for grimme.

IMG_6976.JPGDen historiske nationalpark, som jeg ikke kan skrive navnet på to gange. Foto: Alexander L. Rygaard

Hjemme i avocadohuset fik vi slappet af og nydt bare at sidde lidt ned til lyden af mild fuglekvidder. Vi havde snakket om at samle holdet og køre til toppen af Mauna Kea senere samme dag. Visitor Centeret var dog lukket, så det droppede vi igen.

I stedet besluttede vi at tage til Two-Step igen og snorkle. Sammen med Vendt-familien.

Køreturen derhen tog cirka en halv time og var meget flot, da landskabet nedad bakken åbnede sig op, mens vi kørte. Ved Two-Step var der pudsigt nok proppet med lokale. Men de var ikke ud og snorkle. De sad samlet under et halvtag og spiste og snakkede, på hvad der kan kaldes for strandens parkering.

Igen var vandet helt suverænt, og der var mange fisk. Denne gang undgik jeg at få vand i brillerne og dermed svien i øjnene. Det var rart. Så lå vi bare der og svømmede rundt og kiggede ned på virkelighedens akvarium. Svømmefinnerne var gode, for jeg kom hurtigt rundt og skulle ikke bruge særligt meget energi på at holde mig oppe.

IMG_7006De store tiki-totempæle, der stod i den historiske nationalpark. Foto: Alexander L. Rygaard

Delfinerne har vi ikke set endnu. Jeg tror, de holder sig på afstand. Der skal nok en stor portion held til.

Lige ved siden af Two-Step lå Pu’uhonua O Hõnaunau National Historic Park, som guidebøgerne nævner som et must-see. Da vi var færdige med snorkleriet, gik Helena og jeg derhen. Mest af alt fordi jeg gerne ville købe en magnet.

Parken var åben, men selve betalingsboden var lukket. Så vi gik bare ind. Det kostede ellers syv dollars per person normalt. Parkens Visitor Center var lige lukket. Ind gennem vinduet kunne jeg se, at de havde magneter. Og de så pæne ud. Øv. Typisk.

IMG_7033Smukke Helena med to nye venner. De sagde ikke så meget, men så ud til at nyde selskabet. Foto: Alexander L. Rygaard.

Den egentlige park var fin, men ikke 14 dollars i alt værd. Parken skulle have udgangspunkt i de første hawaiianere, men det var blot nogle palmetræer på en stenstrand. Og så stod der to “huse”, som bare var stråtag, der overdækkede nogle forskellige småting.

Der var ingen information om tingene, og længere henne stod der så, hvad der lignede er helt hus sammen med et par høje tiki-totempæle. Tikierne var meget fine og så autentiske ud.

Resten af parken så vi ikke, så Laila og Kenneth ikke skulle vente for længe på os. Det lignede heller ikke, at der var så meget mere at se end et mikset strand- og skovområde. Og så en masse lavasten.

Vi fik dog et højdepunkt, da vi gik tilbage mod bilen.

fullsizeoutput_82aEndnu en lille havskildpadde. Denne gang på stranden i den historiske nationalpark. Foto: Alexander L. Rygaard.

Ikke langt fra parkens indgang var der en lille strand, som var afspærret. På et skilt, som nok var det eneste skilt i parken, stod der, at her kom havskildpadderne og sov. Da vi gik den ene vej, var der intet at se, men på vej tilbage lå der heldigt nok en havskildpadde.

Den havde lige kravlet op på stranden og lagt sig tilpas nok, så den stadig blev ramt af lidt vand indimellem. Stranden var afspærret, da det er ulovligt at gå for tæt på havskildpadderne.

Typisk nok havde jeg ikke taget den lange linse med i tasken, så jeg fik ikke noget nærbillede af den. Men stadig gode billeder. For jeg holdt mig på lovens side og gik ikke tættere på. Det var ellers meget fristende for at få det perfekte billede.

img_7055.jpgSimpelthen et fantastisk dyr. Foto: Alexander L. Rygaard.

Den lå og hvilede sig. Den så meget brun, og det var svært at se dens karakteristiske skæl. Vi tog bare og betragtede det vilde dyr i dens naturlige omgivelser. Det gjorde ikke noget. Den hvilede bare.

På vej hjem blev der spontant arrangerede fejringsmiddag med hele holdet hos os i avocadohuset. Vi tog derfor forbi en restaurant – Pineapple Café – og bestilte en masse mad. Og så kom de forskellige ellers, og vi spiste middag 12 mennesker hos os. En rigtig hyggelig stund.

IMG_7102Hawaiiansk solnedgang på vejen tilbage fra The Pineapple Cafe. Foto: Alexander L. Rygaard.

Det store jernmandscirkus

Kapitel 9 – Det store jernmandscirkus

Af Alexander Leicht Rygaard

Mine ben gør ondt. Jeg har stået op i rundt regnet 12 timer. Min lænd er også øm, og jeg er faktisk også blevet en smule sulten. Jeg er træt, for jeg har været tidligt oppe.

Et sted bag mig er en gut i gang med de sidste kilometer af sin Iron Man. 3,9 kilometer svømning i åbent hav, 180 kilometers cykling i over 30 graders varme og så 42,195 kilometers maratonløb i samme hede.

Jeg lider lidt og brokker mig lavmælt over mine ben og ryggen. Gutten bag mig fortrækker ikke en mine. Vi sveder cirka lige meget, tror jeg, for jeg har stået i solen on-and-off hele dagen og taget billeder.

Cirka 2500 andre triatleter gennemfører også Iron Man-distancen i verdensmesterskabsløbet i Kailua-Kona og omegn, herunder Morten og René. Min største bedrift på dagen var ikke at få hedeslag.

fullsizeoutput_823.jpegUdsigten over bugten i Kona, hvor triatleterne hoppede i vandet omkring kl. 7. Foto: Alexander L. Rygaard.

Vores dag begyndte i ly af mørket klokken lidt over 04. Kenneth skulle møde som frivillig kl. 06.00, så vi kørte i god tid for at kunne finde parkering. Det var heldigvis ikke så svært, selv om mange af de andre steder, vi tidligere havde parkeret, havde lukket for parkering.

Vi parkerede ved noget, der hed Lowe’s, og gik i mørket i 10 minutters tid. Det er ikke meget gadelys, de har på den her ø, så det var en meget mørk oplevelse.

Nede i byen sagde vi farvel og god fornøjelse til Kenneth, som ville være færdig ved en 12-tiden. Vi andre tre gik hen til et udsigtpunkt, der lå gemt bag et butiksområde. Her kunne vi se hele bugten og dermed svømmerne, der de blev sendt afsted.

Meget af dagen gik med at vente. Den første ventetid var frem til kl. 06.35, hvor de første professionelle mænd blev sendt afsted. Kl. 06.40 blev kvinderne sendt afsted, og så klokken 07.05 blev de almindelige mænd og derefter kvinderne sendt afsted.

fullsizeoutput_826.jpegDe almindelige mænd i vandet med blå badehætter. Foto: Alexander L. Rygaard.

Det var et spøjst syn, for særligt med de almindelige mænd var der virkeligt mange mennesker i vandet på samme tid. De blå badehætter lå stabilt i vandet, mens de mange arme baskede for at få fremdrift.

Der lød et kanonskud før hver start, og jeg fik en lige stort chok hver gang. Og så ventede vi ellers bare. Selv om vi havde god udsigt over hele bugten, var det sparsomt med, hvor meget vi egentligt kunne fornemme, at der skete i vandet. Vi kunne godt se, at der var nogle, som var hurtigere end de andre, men hvem det var, kunne vi ikke se.

Udover svømmere var vandet fyldt med både, fra kajakker til større gummibåde. Efter en lille times tid gik vi videre for at finde nogle af de andre heppere. Vi købte dog lige noget kridt og skrev på vejen i ægte Tour De France-stil.

Ved cykelstarten fandt vi Mellanie, der stod og var helt opslugt af konkurrencen og nærmest kendte navnene på hver anden deltager. Der stod vi så i en rum tid og kiggede på de mange triatleter, der nu havde svømmet 3,9 kilometer, og så skulle cykle 180 kilometer. Og så runde af med et maraton.

IMG_7150.JPGHelena med kridtet foran mesterværket på asfalten. Foto: Alexander L. Rygaard.

Mange var helt hvide i hovedet og nakke. Det var solcreme, og det var nok en god idé. For på det her tidspunkt havde solen rejst sig højt på himlen og varmede godt. Jeg benyttede lejligheden til selv at komme solcreme på. For anden gang vel at mærke.

René og Morten var kommet forbi og gået i gang med cyklingen. Vi besluttede os derfor for at få lidt at spise. I en ABC Store købte jeg to kyllingewraps og to bananer. Helena og Laila fik en sandwich hver og lidt frugt. Og så en masse vand selvfølgelig.

ABC Store-butikken lå lige ved siden af det store hotel Kona Beach Marriott Courtyard. Hotellet havde valgt at åbne op for alle i forbindelse med Iron Man, så vi spiste vores mad et sted på hotellet og gik derefter en tur rundt i de mange gange.

Det var et stort og ikke særligt kønt hotel. Alting var meget brunt. Lige fra gulvtæpperne til væggene. Meget ucharmerende og på alle måder konstrueret.

IMG_7156.JPGDen lille strand, hvor vi dyppede vores tæer. Normalt ligger her hjemløse og sover. Foto: Alexander L. Rygaard.

Vi forventede, at René og Morten cyklede på cirka fem timer, så vi havde en god rum tid at slå ihjel. Tiden gik dog hurtigt nok, da de professionelle var super hurtige. På hotellet havde vi stødt ind i Kenneth, der holdt pause. Klokken var lidt i 11, og han havde ikke mere at lave, så han gik bare med os med det samme.

Vi fandt de andre igen lidt længere nede af strandvejen, Ali’i Drive, ikke så langt fra det område, hvor vi så svømmestarten et par timer tidligere. Så ventede vi igen. Jeg havde taget min bog, Profeterne i Evighedsfjorden af Kim Leine, med, men der var ikke helt ro nok til at læse. Jeg havde også taget Lonely Planet-bogen om Hawai’i med, og den var lidt lettere at sidde og bladre i og kigge på billederne. Ellers var min taske fyldt med kamera og objektiver.

Vi stod ved et sving på første del af løberuten, hvor triatleterne ville komme løbende den ned ad vejen og løbe til højre for os. Cirka en time senere ville de komme tilbage samme vej og løbe op ad vejen igen.

Vi stod lige i solen for at holde pladserne forrest ved hegnet. Det var dog ikke svært holde pladserne, fordi det var så varmt, så de fleste mennesker ventede i skyggen.

fullsizeoutput_7a7Morten på vej forbi os. Foto: Alexander L. Rygaard. 

Efter et stykke tid kom de første mænd. En Cameron Wurf fra Australien var langt foran de andre. På kvindernes side førte schweiziske Daniella Ryf med et par minutter til Lucy Charles, som Helena er fan af.

Så ventede vi igen. Nu var der lidt mere at se på, for mændene og kvinderne kom løbende. Endelig kom Morten. Han så godt ud og smilede og gav high-fives til os alle. Et godt tegn.

Kort tid efter kom René. Han så også godt ud og vinkede længe, inden han nåede helt frem til os. Han smilede også og high-fivede os alle.

Så ventede vi. Jeg gik ind i skyggen. Det var rart. Jeg udnytte ventetid til at tage lidt solcreme på. Vi drak en cola og fik lidt chips. Og også en masse vand.

fullsizeoutput_809René med overskud på løbet. Foto: Alexander L. Rygaard

Cirka en time senere kom de to igen. René havde hælet lidt ind på Morten, så der var ikke langt imellem dem. Igen så de begge godt ud. Der blev delt high-fives ud.

Og så var ventetiden der igen. Morten og René skulle nu ud til lufthavnen uden for byen og vende. Og når de kom igen, var der ikke langt til mål. Vi brugte ventetiden til at sætte os i skyggen under et stort træ. Det var faktisk et ret godt spot. Jeg har bare ikke nok sul på min bagdel til at sidde på en stenkant så længe.

Træet stod lige ved siden af en lille strand, så vi fik lige dyppet tæerne lidt. Der var dog for mange sten til, at man egentligt kunne bade. Vi havde ellers taget badetøjet med.

De professionelle kom i mål. Verdensmesteren fra sidste år, Patrick Lange, havde fanget Cameron Wurf på løbet og vandt igen. Australieren var gået ned og sluttede uden for top fem.

Daniella Ryf havde holdt afstand til Lucy Charles gennem hele maratonløbet og vandt for fjerde gang i træk. Lidt vildt alligevel.

fullsizeoutput_80cRené få skridt før målstregen. Foto: Alexander L. Rygaard. 

Derefter begyndte vi så småt at gå ned mod målområdet, så vi kunne få en god plads, til når Morten og René kom i mål. Kenneth kunne på sin telefon se, at René havde overhælet Morten. Og ganske rigtigt kom René først, da vi havde stået og ventet og kæmpet os frem til første række.

Det var lidt af et kaos. Naturligt nok, for alle havde samme mål. At få et billede og et blik af manden, kone, kæresten, familiemedlemmet eller vennen, der løber over målstregen.

René så også stærk ud, da han løb i mål. Han smilede og gav igen high-fives. Og da han var over målstregen, rakte han hænderne i vejret i triumf. I kaosset glemte jeg helt, at Morten også snart var i mål, så jeg gik væk fra min plads forrest ved hegnet og nåede derfor ikke at tage et billede af ham.

De fleste, som kom i mål, havde overskud og smilede og jublede. Der var også nogle, som så meget trætte ud, hvor øjnene fortalte historien om en enorm kraftanstrengelse. Så var der andre, der nærmest kollapsede i armene på de frivillige, der stod klar lige på den anden side af målstregen.

IMG_6927.JPGMålområdet var et stort kaos. Foto: Alexander L. Rygaard. 

Pludselig var der en kvinde, som væltede og ramte hegnet vitterligt en meter før målstregen. For at bruge en kliche gik der et sug gennem publikum og ingen vidste helt, hvad de skulle gøre. Den uafbrudte jubel, der havde været, stoppede bravt, og kommentatorerne spottede det hurtigt og sagde, at der var én, som skulle havde hjælp ude foran målstregen.

Kvinden var Mette, som Kenneth og Mellanie kender, og som vi har mødt et par gange i Kona. Hun var helt væk for at sige det mildt. Da de frivillige løftede hende op fra jorden,  kunne hun slet ikke holde sit hoved oppe.

Man må åbenbart ikke hjælpes i mål, så de frivillige løftede hende op og skubbede hende så over målstregen, lignede det, og tog fat i hende igen. Hun kunne slet ikke gå. Hendes ben fungerede ikke. En voldsom oplevelse, der viser, at det ikke er ren barnemad at udsætte kroppen for dens slags strabadser.

IMG_7154.jpgMedaljen. Foto: Alexander L. Rygaard. 

Efterfølgende ventede vi på, at René og Morten kom ud. Det var igen et stort kaos, da alle igen havde samme mål. At finde personen, de havde heppet på. René og Morten var længe om at komme ud. Faktisk så længe, at det blev mørkt igen, og vi alle besluttede at tage hjem. Det var en lidt underlig afslutning på en lang dag, men vi var alle trætte.

Det er også hårdt at heppe i mere end 10 timer. Særligt i over 30 graders varme.

Da vi kom hjem, spiste vi en omgang nudler og hoppede i seng. En lang dag var slut, men igen med mange oplevelser og indtryk. Den kan nok bedst opsummeres med de ord, der stod på et t-shirt, som en mand i mængden havde på:

“You Paid To Do This?”

Da havskildpadderne kom på visit

Jeg så ikke bare én, men to havskildpadder på samme dag. Og så har vi set på vand og lavasten.

Kapitel 8 – Da havskildpadderne kom på visit

Af Alexander Leicht Rygaard

For første gang siden vi ankom, lå jeg i sengen i morges med følelsen af at have sovet længe. Jeg havde for længst spottet ud af øjenkrogen, at Helena var vågen og lå og kiggede på sin telefon. Jeg pakkede mig længere ned i dynen (der er nemlig dejligt tempereret i vores avocadohus, da det ligger lidt oppe på bjerget) og faldt ind og ud af søvnen.

Jeg vendte mig om og tjekkede uret på min mobil. 06.34. Fedt. Ja, så kan vi jo lige så godt stå op. Vi skulle spise morgenmad på Denny’s med hele holdet klokken ni, så tiden indtil da brugte vi på at kigge på billeder og video fra gårdagens nattesnorkeltur.

Se Kenneths GoPro-optagelse af djævlerokken, der kom helt tæt på:

Klokken ni var vi så på Denny’s. Jeg fik en Original Grand Slam med bacon, røræg, to pølser og pandekager. Helena fik en veggieomelet med grøntsager (og ost, selvfølgelig) og en ordentlig gang hashbrowns. Det var godt, men ikke fantastisk, men så fik vi da prøvet Denny’s, som hele familien derhjemme har talt så meget om fra deres egne USA-ture.

IMG_7101Det var en udfordring at vælge, hvad morgenmaden skulle bestå af. Foto: Alexander L. Rygaard. 

Æggene var fine, baconen var sprød og med god smag, pølserne var overraskende gode, men pandekager var lidt småkedelig, hvis man ikke overhældte dem med sirup.

En hyggelig stund med hele holdet, både heppere og deltagere, og klokken blev først over 11, da vi igen trådte ud på parkeringspladsen foran restauranten, der både serverer morgenmad og aftensmad og har åbent 24 timer.

IMG_7102

En gang amerikaner-morgenmad. Foto: Alexander L. Rygaard.

Det var dagen før raceday, så alle havde forskellige planer. Vi tog en tur til Iron Man Village, hvor de forskellige sponsorer og andre sports- og triatlonmærker havde en stand. Jeg kom hurtigt igennem udstillingerne og gik lidt for mig selv. Pludseligt så jeg Helena i den anden ende vinke med armene og forsøge at komme i kontakt med mig. Jeg skyndte mig derhen. Var der noget galt?

Hun havde set en havskildpadde! Jeg fandt kameragrejet frem og gik med. Iron Man Village var sat op på et stort græsområde, der lå lige ned til et stykke stenfyldt strand, og det var her, at Helena havde spottet en havskildpadde.

Jeg satte den lange zoomlinse på kameraet og spejdede efter dyret i vandet. Jeg fik øje på det hurtigt. Det lå lige under vandoverfladen og bevægede sig langsomt, i takt med bølgernes skiftevis bløde og hårde slag.

IMG_6053Havskildpadden i vandkanten. Et meget smukt væsen. Foto: Alexander L. Rygaard.

Den var ikke meget for at løfte hovedet op fra vandet. Jeg tog et par billeder med kameraet, men de var ikke meget værd. Havskildpadden var nødt til at løfte hovedet. Jeg kunne se den mørkebrune skjold. Den var stor, men så kæmpe stor, som de allerstørste kan blive.

Så kom hovedet til syne. Men lige så hurtigt, som den var kommet op, var den væk igen. Den spiste. Den holdt sig tæt til de bevoksede sten og spiste under vandet. Så kom den op igen, og jeg klikkede kameraets lukkeknap i bund.

Den var hurtig, det lille dyr. Jeg kun at få et lille smugkig af dens hoved med de hvide og brune skæl og de fuglelignende øjne og næb. Til gengæld var jeg heldig. For havskildpadden hyggede sig i vandkanten, og i ny og næ stak den hovedet op igen ganske kort og dykkede ned.

IMG_6017En “Honu”, som de bliver kaldt på hawaiiansk. Foto: Alexander L. Rygaard. 

Den var der længe. Jeg sad på stenkanten og kiggede og klikkede billeder. Helena, Laila og Kenneth var gået, men kom tilbage igen, da de havde set udstillingerne. Helena påpegede, at der var tre mennesker lidt nede af stranden, der stod og pegede ned på noget.

Hun gik derhen og ganske rigtigt var der noget – endnu en havskildpadde. Jeg småløb derhen og så på ganske kort hold havskildpadde nummer to. Vandstanden her var lavere, og havskildpadden lå på en sten og spiste. Ja, den spiste bare på det samme sted.

Den var faktisk lidt kedelig, hvis man kan sige det om sådan et smukt dyr, for den bevægede sig, men løftede ikke hovedet. Så ingen gode billeder af den.

Men helt fantastisk at få set ikke bare én, men to havskildpadder på tæt hold.

Jeg var vildt glad for at have set de to havskildpadder, men jeg var ikke den eneste, der var et stort smil. For Kenneth havde nemlig mødt Jan Frodeno ved en af standene. Han er tysk triatlet, der har vundet verdensmesterskabet på Kona før, og altså lidt af et idol for Kenneth. Han var helt starstrucked.

IMG_7112.JPGLavastenene i Two Steps, hvor vi snorklede med masser af fisk. Foto: Alexander L. Rygaard.

Efter de oplevelser hoppede vi ind i bilen og kørte sydpå. Vi havde pakket snorklegrejet og planlagt at finde et sted, hvor vi kunne se nogle fisk og lidt undervandsliv. Vi kørte til Two Steps, et sted Kenneth havde fået anbefalet af en lokal i hans første uge. Det var også nævnt i vores Lonely Planet-bog som et sted, hvor der var færre turister.

Køreturen dertil var ikke lang, men dog stadig på cirka 20-30 minutter opad bakke. Igen var udsigten fantastisk, og landskabet åbnede sig på højrehånd. Vi kunne se den grønne bevoksning, der endte i vilde sorteklipper, som blev mødt af vilde, brusende bølger.

Det var let at komme i vandet i Two Steps, selv om det ikke var en traditionel strand, hvor man skulle langt ud, før det blev dybere. Vi vandrede bare ud på lavaklipperformationer, og så var der meget praktisk en stor sten for enden, der fungerede perfekt som en trappe til det store akvarium.

IMG_6149Kenneth med snorkel og svømmemaske i Two Steps. Foto: Alexander L. Rygaard

Vi hoppede i med snorkel, svømmebriller og finner på og vendte hovedet på bunden. Det var svært at vurdere, hvor langt ned til bunden der var. Det var ikke langt, men jeg kunne på ingen måde bunde. Der var koraller. Og fisk. Mange fisk. Fra små gule, der bevægede sig i folk, til større grå fisk med navne, jeg ikke kender.

Der var søpindsvin, og de var enormt store. Og også en lang fisk med forskellige farver på kinderne. Vi lå med ansigterne nedadrettet et stykke tid. Jeg havde problemer med mine briller og fik saltvand i øjnene.

Jeg prøvede med besvær at få de små vandsjatter i svømmebrillen fjernet, men det resulterede blev i mere saltvand i øjnene. Til sidst tog jeg bare brillerne på og ventede til, mine øjne ikke sved mere.

fullsizeoutput_791.jpegHelena sender onde øjne. Jeg ved ikke, om jeg havde gjort noget galt. Foto: Alexander L. Rygaard.

Efterfølgende kørte vi til Kealakekua Bay. En stor bugt, hvor der også skulle være snorklemuligheder. Der var ikke tilfældet. Der var store bølger og ingen mennesker i vandet, så vi tog et par billeder af den flotte udsigt og kørte videre.

Det var ikke rigtigt muligt at komme i vandet på en måde, der ikke var meget farlig, så det gav sig selv.

Bugten var ellers flot med grøn bevoksning på den store klippevæg, der endte flere hundrede meter over på den anden side, hvor der også stod et monument for Captain Cook.

Sidste stop på dagens køretur var et sted, Kenneth havde været med René i deres første uge på øen. End of The World hed det og lå 20 minutter kørsel tilbage nordpå, ikke langt fra Kailua-Kona.

IMG_6173.JPGKealakekua Bay skulle ifølge vores Lonely Planet-bøger være et godt sted at snorkle. Det havde vi dog svært ved at se. For der var ingen mennesker og store bølger. Foto: Alexander L. Rygaard. 

Det var egentligt også bare et sted, hvor vandet mødte den faste landjord. Her var der bare ikke meget blød sandstrand. Det var i stedet store lavaklippeformationer, som stak ud i vandet og obstruerede bølgerne i at ramme breden på en blød facon.

De vilde sorte sten gik i alle retninger og i alle højder. Imens blev vandet kastet op i luften. Først en meter eller to. Så flere meter op, så det skummede og sprøjtede over det hele.

Jeg stod længe og betragtede bølgernes dans på det brede lavaklippedansegulv. Jeg tog billeder. Mange billeder. Det var nærmest fortryllende fascinerende at se naturen i en så rå tilstand. Det blå vands desperate forsøg på at komme fremad, men klippeformationerne holder vagt og beskytter øen.

IMG_7122.JPGDe vilde klippeformationer i End of The World. Foto: Alexander L. Rygaard.

Pludseligt mærkede vi vores maver, som ikke havde fået noget indenbords, udover en is, siden morgenmadsmekkaet tidligere på dagen. Laila var mest ramt. Hun havde oven i købet næsten brækket tåen, da hun i sandaler stødte ind i en lavasten på stien til End of The World.

Vi kørte til Kailua-Kona og spiste og kørte hjem. Endnu en dag fløjet afsted.

Imorgen er det raceday, den egentligt årsag til, at vi endte på Hawaii. Det bliver en lang dag, hvor vi skal heppe på René og Morten. Kenneth har meldt sig som frivillig, da han hørte, at de manglede. Han skal derfor stå ved svømmeområdet fra seks til 12.

Imens finder vi andre et sted, hvor vi kan heppe og ikke får solstik. Vækkeuret ringer klokken 04.00

 

Til planktontaffel hos djævlerokkerne

Kapitel 7 – Til planktontaffel hos djævlerokkerne

Af Alexander Leicht Rygaard

Klokken var igen kun lidt over seks, da vi vågnede. Tidligt igen. Det hjælper da heller ikke på søvnen, at der på vores værelse er et vindue i det skrå loft, som ikke kan tildækkes. De to kattekillinger bankede på vores dør og hoppede med det samme op i sengen, da vi lukkede dem ind.

De lagde sig til rette og ville kæles med, men begyndte så at slås med hinanden. Kampen var kortvarig. Den ene, Kaloko, vandt, og den anden, Kava, blev henvist til gulvet. Kava lagde sig i det ene hjørne, tydeligt skuffet over nederlaget. Vi kløede Kaloka bag ørene, og katten brummede tilfredst.

Hver gang vi bevægede os under dynen, hoppede katten ivrigt frem og angreb. Det fik vi lidt tid til at gå med, for det var morsomt at se katten hoppe frem og tilbage i sengen, på jagt efter vores tæer under dynen.

Også i dag skulle vi tidligt ud af døren, for Kenneth og Helena skulle ned og svømme i havnen i Kailua-Kona på Iron Man-ruten ud til en kaffebåd. Morten, René og hans familie, der landede i går aftes, skulle også med.

Byen var proppet med mennesker (læs: triatlonnørder) på trods af det tidlige tidspunkt. Imponerende nok var stranden lige ved siden af den lille strand, hvor de starter Iron Man-ræset, halvtom. Så der lagde vi os.

IMG_7058En lille strand i Kailua-Kona, hvor vi tilbragte et par timer. Foto: Alexander L. Rygaard. 

Laila og jeg blev på stranden, mens Helena, Kenneth, Morten, René, Mellanie, Freja og Emmely svømmede afsted. Jeg kunne nok godt have svømmet med, men jeg svømmer jo brystsvømning og gad ikke hænge bagerst for mig selv.

Jeg havde fundet et godt spot lige i skyggen af et blad fra toppen af et palmetræ, der stod lidt længere til venstre. Det var rart, for selv om det var tidligt, var solen varm, meget varm.

Jeg tog solcreme på flere gange, mens vi lå der, for at være på den sikre side. Jeg er dårlig til bare at ligge på en strand og skulle nok have taget en bog med. I stedet kiggede jeg på mennesker. Stort set alle på den lille strand var trimmede triatleter, tror jeg. Der var i hvert fald ikke mange kvinder, der havde for meget på sidebenene, eller mænd med store maver.

IMG_7061.JPGDe magiske bølger ved Magic Sands Beach Park. Foto: Alexander L. Rygaard.

Da svømmeholdet vendte retur, fortalte Kenneth, at Emily uheldigt nok havde trådt på et søpindsvin. Det var ikke farligt, men gjorde naturligvis meget ondt, fortalte han. René, Melanie og Freja samlede derfor deres ting sammen med det samme og gik op for at samle Emily op, der sad i en ambulance et sted og fik trukket piggene ud af foden.

Vi blev lidt endnu, men gik så, da jeg var ved at koge over. Solen var kommet højere op på himlen, og palmebladet gav ikke skygge mere. Mit hoved var ramt. Puha.

Efter en handletur i Target spiste vi en sandwich til frokost hjemme i avocadohuset og slappede lidt af.

Herefter gik turen til Magic Sands til en gang bølgebrydning. Denne gang var bølgerne med det samme større end sidst, og kort tid efter, at vi var gået i vandet, blev de endnu større.

IMG_7074Båden, vi sejlede ud til “the campfire” i. Foto: Alexander L. Rygaard. 

Igen var det vildt sjovt, men også skræmmende at se og mærke naturens kræfter. Vi blev først kastet den ene vej for så at blive trukket den anden vej, når vandet trak sig tilbage. Jeg lærte, at det var en god idé at dykke ned under bølgerne, så man ikke røg med, og denne gang havde jeg svømmebriller på, så mine øjne ikke sved som bare pokker, så jeg ikke kunne se noget.

Vi havde også de små surfbræt med, men bølgerne var simpelthen for store til, at vi gad det. Derfor sørgede vi også for ikke at gå for langt ud. Det gik der hurtigt et par timer med, og så skulle vi videre til vores næste aktive arrangement – Manta Ray Night Snorkelling.

Klokken 17.30 var vi ved den havn, vi skulle sejle fra. En meget tilbagelænet ung gut skulle være vores guide, og han udleverede svømmefinner og fortalte lidt om det dyr, vi skulle ud og se nærmere på, manta ray (på dansk djævlerokken).

IMG_7088.JPGHelena havde det lidt presset med djævlerokkerne. Her er vi på vej til dem. Foto: Alexander L. Rygaard.

Vi var 12 mennesker i vores gruppe. Cirka halvdelen skulle snorkle ligesom os, men resten skulle dykke ned på havbunden og kigge op på djævlerokkerne.

Vi sejlede ud, mens solen langsomt forsvandt i horisonten, på vej mod jer derhjemme, og efter femten minutters sejllads var det næsten helt mørkt. Kort tid efter kom vi frem til stedet, de kalder for “the campfire” . Et område ud fra kysten, hvor man har sat flere store lys på havbunden.

Det er her, djævlerokkerne kommer for at spise de store mængder plankton, lyset tiltrækker. Vi fik udleveret et par svømmebriller og tog finnerne på og gik ned i det mørke vand.

fullsizeoutput_786.jpegEndnu en flot solskin. Ja, der er skruet lidt på farverne i efterredigeringen. Foto: Alexander L. Rygaard.

Det var dog ikke helt mørkt, for der var blevet tændt lys på båden på det her tidspunkt, så vi kunne se, hvad vi lavede. Og vores guide havde smidt en lyskegle i vandet, der lyste godt op ned mod havbunden.

Lyskeglen sad på en interimistisk holde-genstand, der egentligt bare var et forkortet gammelt surfbræt med sammensatte rør hele vejen rundt om, så man kunne holde fast. Lyskeglen var monteret i midten under brættet.

IMG_7084.JPGHelena i en bedre pose. Med øen i baggrunden. Foto: Alexander L. Rygaard.

Det tog lige et par sekunder at vænne sig til vandet, der var dejligt tempereret og på ingen måde koldt. Jeg stak hovedet nedenunder og blev mødt af et flot syn. Et klart udsyn hele vejen ned til havbunden en del meter under os. Man kunne lige ane korallen i bunden.

Vandet var fyldt med bittesmå plankton, og der var mange fisk, men primært den samme art. En sølvfarvet art, som ingen af os kan huske navnet på. De spiste og spiste og var lige glade med os. De elskede bare lyset.

Som de andre forsøgte jeg at spejde rundt i vandet for at spotte det store væsen, vi var kommet for at se. Det resulterede i, at jeg lige fik lært lidt om, hvordan sådan en snorkel rent faktisk virker, for jeg fik drejet hovedet for meget den ene vej, så jeg var ved at sluge en gang saltvand. Jeg har dog lært af seneste gang, jeg snorklede (på Hawaii i 2014, hvor jeg slugte en stor del havvand), så jeg pustede med det samme i snorklen og fik tømt den.

fullsizeoutput_785.jpegDet lignede helt noget magisk, men det var bare lidt lys fra neden. Foto: Alexander L. Rygaard.

Pludselig blinkede lyset fra havbunden, og jeg vendte blikket derhen for at se omridset af et stort væsen glide henover havbunden. Og sådan lå vi så i et godt stykke tid. Og vi var heldige, fordi der var en del djævlerokker. Seks, talte vi. Og det var mere, end hvad de havde set på de seneste ture.

I første omgang dvælede et par af dem rundt på havbunden. Det må have givet dykkerne et flot syn. Men så svømmede vores guide lidt rundt og fandt et nyt sted for vores holdegenstand med lys på, og her var rokkerne mere villige til at komme længere op.

Det enorme vingefang gav dyret god fart i vandet, og de nød at lave baglæns saltoer i vandet til god underholdning for os publikum. Det var et smukt syn, for det var virkelig som at se et dyr i dens naturlig habitat. Den svømmede bare rundt og forsøgte at fange så meget plankton som muligt med dens store, åbne gab.

Skærmbillede 2018-10-11 kl. 22.39.52.pngEt stilbillede fra en af mine GoPro-optagelser. Foto: Alexander L. Rygaard. 

Højdepunktet var, da en af djævlerokkerne svømmede helt tæt, så vi virkeligt kunne fornemme, hvor stort et dyr det egentligt er. Det skete flere gange og var meget fascinerende. Fantastisk, fristes jeg til at skrive.

Jeg mistede tidsfornemmelse og anede ikke, hvor længe vi havde ligget i vandet. Men da vores guide sagde, at vi nu ville vende tilbage til båden, var det helt fint. Underligt nok var min ryg blevet kold. Vandet var meget behageligt end lufttemperaturen.

En helt unik oplevelse, som vi også var heldige med. For der kunne jo sagtens have været ingen djævlerokker at se.

Båden drønede tilbage til havnen, og det var vi egentligt glade for. Både Helena, Kenneth og jeg skulle virkeligt tisse.

Vi kom på fast grund og kørte hjem godt trætte. Sikke en oplevelse.

skc3a6rmbillede-2018-10-11-kl-22-42-03.pngUndersiden af en djævlerokke. Close encounter. Foto: Alexander L. Rygaard.